K - Kuldet 2012

Hvalpeblog - De kække små

 

Alle hvalpene er solgt og rejst til deres nye hjem.

 

Hvalpe født den 5. april 2012. - Alle hvalpene er reserveret.

Læs mere om hvalpenes udvikling under 'K-Kuldet'

Birkebo Dinan Loa har fået 8 hvalpe. 6 tæver og 2 hanner. Far til kuldet er Birkebo Holzic Lightning Holger. Vi har flere henvendelser på dette kuld, så kontakt os gerne nu, hvis du er interesseret i en hvalp.

Hvalpene rejser tidligst til deres nye hjem d. 31.maj 2012. Vi beholder dem gerne til de er 10 uger gamle. Det er vores erfaring, at hvalpenes udvikling af sociale kompetencer, hjælpes godt på vej af den prægning de får af de voksne hunde i flokken, når de er mellem 8 og 10 uger gamle.

Her kan du se billeder af forældrene til kuldet. Du kan læse mere om Loa her. Hvalpene bliver alle sorte, da Loa ikke bærer anlæg for leverfarven.

Begge hunde bliver brugt til jagt og begge hunde er desuden præmieret på officielle markprøver og udstillinger.

Som de hunde vi opdrætter, har vi fokus på det vi mener er vigtigst. For os at se har både Holger og Loa den mentalitet og de naturlige anlæg for apportering, som vi mener er helt essentielle for en god flatcoated retriever. Meriter er ikke fæstet i hundens DNA. Det er dens naturlige egenskaber derimod, og på den baggrund har vi truffet vores valg.

 

Birkebo Holzic Lightning Holger (Holger)

Meriter: Markprøve B: 3. pr begynderklasse, Udstilling: Excellent 2.v m CK åben klasse.

Sundhed: HD:B, AD:0; Øjenlysning januar 2012: fri for arvelige lidelser.

Holger er en ung hund, vi har fulgt fra hans start som jagthund på apportørholdet i Præstø. Han har et dejligt temperament, og er god til at følge en fært op. Han kan holde hovedet koldt under skydning og henter det der falder ned. Han er spontan i opsamlingerne af både dødskudt og anskudt vildt. En ung herre med et godt potentiale, og så er vi så heldige at han passer fint til Loa, både hvad angår sind og skind.

Dette er Holgers 1. kuld.

Her er et til at flyvende Holger:

Birkebo Dinan Loa (Loa):

Meriter: Markprøve B: 1. pr begynderklasse, 3. pr Åben klasse , Udstilling: flere Excellent m CK

Sundhed: HD A, AD: 0, Øjenlyst januar 2012 - fri for arvelige lidelser.

Loa er vores yngste tæve, som nu skal have sit første kuld. Hun har et godt og stabilt temperament og sin helt egen vilje. I vugge gave er hun tildelt en god næse, som klart har prioritet, når der bliver fløjtet. Får hun fært af noget bliver det fulgt op, uanset hvor meget der bliver kaldt til orden. Det er ikke så praktisk i prøve sammenhæng, men det er uhyre praktisk på jagt. Hun har tit og ofte leveret strålende eksempler på, hvor vigtigt det er at stole på sin hund, ved at ignorere mine anvisninger, og hente fuglene, der hvor de rent faktisk gemte sig. Den type hund, der ved hvad hun vil, og gør det. Frit søg er hendes absolut bedste diciplin i prøvesammenhæng, mens hendes markeringsevne er det vi arbejder på at forbedre. Dirigering og træning af linjer går over stok og sten med hende. Det er noget hun helt åbenlyst synes er herligt. En sjov hund med gode egenskabet og et godt temperament. Sådan kan det siges når man fattes i korthed.

Dette bliver Loas første kuld. Vi beholder selv en tæve fra kuldet.

Vores forventninger til kuldet:

Kombinationen valgt med en klar målsætning om at lave sunde, mentalt stabile hunde, der tåler såvel det hårde slid på jagt, som hverdagen i familien. En flat er lykkeligst når den arbejder, og skal den kunne det med ret fokus, så skal den også kunne slappe af på de rigtige tidspunkter. Vi har har søgt at kombinere disse egenskaber og glæder os meget til at følge resultatet.

 

Her kan du læse mere om, da hvalpene i K-kuldet voksede op.

 

05.07.2012 - Hjemmesiden tilbage.

I alt for lang tid har det ikke været muligt at opdatere hjemmesiden, pga nedbrud. Nu er siden oppe igen (bedre sent end aldrig, men meget vand er jo rendt i åen siden sidst, så hermed slutter hvalpebloggen for K-kuldet. Nu er de jo alligevel flyttet hjemmefra og travlt optaget af livet i deres nye familier

 

11.05.2012 - Miljøtræning og en ny ven.

Nu er hvalpene blevet rigtigt sjove og finder på en masse ting. Nysgerrige og modige, med en meget afslappet indstilling til livet. Øivind og en ven af huset skød riffelen ind, den anden dag, og det gjorde de på marken udenfor hvalperummet. Kloge hvalpe der løftede hovedet nysgerrigt ved første skud, og snork sov ved det sidste. God miljøtræning, og dejligt at se de sunde reaktioner i hele kuldet. Maden er stadig en blanding af tørt og opblødt hvalpemad, men vi arbejder og hen i nærheden af mere tørt og mindre vådt. A38 er en fast bestanddel af menuen et par uger endnu. De spiser mad til lyden af Nytårsaften, haglbyer og skud. Alt ånder fred og fordragelighed.

Jeddi var på besøg i hvalpekassen og den unge mand fattede straks kærlighed til de små totter, der kastede sig over ham i den tro det var deres mor, med en tår mælk. Han kyssede dem allesammen entusiastisk, og havde travlt med at undersøge alle fra top til bund. Hos hvalpene var han et stort hit. De var ligesom på bølgelængde med det samme. Jeddis ben er blevet meget lange, men han var meget påpasselig med, hvor han satte dem, så han ikke trådte på de små myldrende fans. Han var meget svær at hive ud af hvalpekassen igen, men det lykkedes til slut. Den slags bliver der mere af fra nu af. Ivan kiggede ind i kassen, og trak hurtigt følehornene til sig. Der skal være mere størrelse på de små, før han begynder at synes de har noget med ham at gøre. Nu har alle mødt de små, så fremover er der legestue flere gange om dagen, så hvalpenes flok adfærd kan blive præget optimalt. Det er helt utroligt at tænke på at vi har under 3 uger tilbage med de fleste af hvalpene. Hvor er al tiden dog blevet af?

 

 

04.05.2012 - En aften i solen.

Den lokkende varme sol, fik os til at servere aftenmåltidet til de små ude på gårdspladsen. Med et var hyggen i højsædet. De små var hurtige til at komme rundt omkring og undersøge de nye omgivelser, og Loa var så venlig at servere en tår mælk, al fresco. Galleriet 'Fodringstid' er nu opdateret med nye solskinsbilleder, og her er et par stykker fra en sommerlig aften:

 

Loa med sine små i en hyggelig klump. Søde rare Loa, som er så god med de små.

 Sød lille tøs, på vej ud i den store verden.

 

02.05.2012 - Første måltid fast føde.

Ja, nu var der jo ikke tale om særlig fast føde, A38 med cornflakes, men det er i hvert fald et skridt på vejen, og noget ganske andet end den mælk de har levet af indtil nu. Det er nu nok mest den de stadig lever af, men de første skridt er altså taget til at vænne de små maver til mad i fastere form. Helt utroligt som de vokser. Og i morgen er de 4 uger. Det er ikke helt til at forstå. Der er lyd på i kassen nu, og de slås indbyrdes så det knager og brager. Heldigvis er de hurtige til at blive gode igen (gid vi mennesker var ligeså hurtige) og freden sænker sig atter i den sorte bunke i hjørnet. Det er altså stadig bedst at sove i bunke og allerhelst hulter til bulter. Loa er meget nøje med at holde kassen og de små rene, men det passer ikke damen at vaske op efter dem. Heldigvis har vi et andet opvaskerhold i huset, så hvalpenes levninger går ikke til spilde. Ivan, Hella og Jeddi sætter stor pris på at de små ikke spiser helt op endnu. Her er et af de mange billeder der ligger i galleriet:

 

Vist er de søde, når der først er bleve dyppet i A38 og siden nidkært, storvasket af omhyggelig mor.

 

27.04.2012 - Første besøg i hvalpekassen.

Så har de første hvalpekøbere besøgt hvalpene. Det var dejligt at få besøg ude fra den store vide verden. Hvalpene har fundet ud af at de har en egen stemme, og for tiden betyder det at der er masser af lyd på, når mor er i nærheden. Det kunne jo være hun forbarmede sig over dem og gav en tår. Loa tog besøget med sædvanlig ro, og mente bestemt også at hun skulle have sin del af opmærksomheden. Hvad er vel vigtigere end at kæle med den mor der passer så godt på de små? Der var liv og glade dage, så nu bliver det spændende at se hvad reaktionen er i morgen, hvor der kommer to hold hvalpekøbere på besøg. Loa er helt sikkert med på en hyggestund igen.

Jeg har taget nogle flere billeder af de små. Det er lidt sjovere nu, hvor de er oppe og gå, og nu hvor de har fået bedre balance, når de sådan futter rundt. Billederne fra hvalpenes første tre uger har jeg samlet i et eget galleri. Se mere her.

23.04.2012 - Alle hvalpenavnene er valgt.

Nu glæder vi os til at byde velkommen til de første besøg her i weekenden. De små har det fint, og tumler nu mere stabilt rundt på de små ben. De spise rog sover meget, og enkelte af dem har nu også fundet ud af at give lyde fra sig. Der er stadig meget roligt i kassen, og Loa er så god til at passe sine små. De er rene og pæne, så der bliver ikke overladt noget til tilfældighederne, hvad ordentlighed angår. De små ører ved ikke rigtigt hvad vej de skal vende endnu, så de stitter lidt efter forgodtbefindende. De er bare så kære, de små totter ;0).

 

21.04.2012 - Flere navne valgt.

Nu er følgende navne valgt:

Durin's Kække Mio

Durins Kække Melker

Durin's Kække Dunja

Durin's Kække Mille

Durin's Kække Ronja

Durin's Kække Pippi

 

Mens disse navne stadig kan vælges:

Durin's Kække Ida

Durin's Kække Line

 

Her er dagens billeder fra hvalpekassen:

 

 

 

 

 

 

 

 

20.04.2012 - Hvalpene er registreret i DKK.

Nu er der gået et par dage siden sidste opdatering, og hvalpene har fået øjne. De er ikke oppe og gå helt på benene endnu, men de er gode til at suge næring til sig, og til at vokse. Der er ikke meget larm i kassen, nu hvor verden omkring dem er blevet større. Tværtimod synes deres højeste prioritet stadigt at være, at spise godt og sove længe. Her et billede til illustration:

 

Hvalpene har fået navne:

Durin's Kække Mio

Durins Kække Melker

Durin's Kække Dunja

Durin's Kække Mille

Durin's Kække Ronja

Durin's Kække Ida

Durin's Kække Line

Durin's Kække Pippi.

De bliver alle sammen kække (er formodningen) og så har vi været inspireret af den gode Astrid Lindgren i valg af navne.

Dunja bliver her hos os, Mille flytter til Birgitte og hendes familie på Fyn, mens resten af navnene er endnu ikke valgt. Vi ved naturligvis ikke hvilken hvalp, der får hvilet navn endnu. Hvalpene bliver ikke valgt ud før de er 7 uger gamle, men da DKK skal have navnene tidligt for at kunne lave stambøger, så er navnelisten altså lavet nu ;0).

 

13.04.2012 - Alle hvalpene er reserveret.

Vi mistede desværre en hanhvalp i dag, men alle de andre 8 hvalpe har det godt. Loa passer dem efter alle kunstens regler, så de vokser og udvikler sig som de skal. Nu åbner de små snart sprækkerne og tager sig et kig på deres omverden. Det glæder vi os meget til!

 

11.04.2012 - En hanhvalp kan reserveres.

Så er alle tævehvalpene reserveret, og der er en hanhund tilbage, som stadig kan reserveres. Her et billede fra denne formiddag, som gik med vanlig ro i kassen.

 

 

09.04.2012 - Lykken er...

En dejlig lille hundehvalp, som er mæt og tilpas, og snorker så lystigt, mens den vokser og gror.

 

 

Lykken er at sove sødt i en klump med sine søskende.

 

08.04.2012 - Morgen i hvalpekassen.

En lille han opgav livet i nat. Naturen er så viseligt indrettet, at når noget ikke er som det skal være, så bliver der gjort kort proces. Loa havde selv lagt den til side, og så er det sådan det skal være. Alle andre vokser og spiser. Der er ingen mislyde i klumpen af små liv, så livet går videre ganske som det skal.

07.04.2012 - Alt vel i hvalpekassen.

De små spiser og vokser og sover og gør vist ikke meget andet. Der er tyst og stille i kassen. Ingen mislyde, kun de dejlige tilfredse lyde af hvalpe der får hvad de skal have. Øivind har sovet hos Loa de sidste to nætter, for at kunne træde til hvis der skulle opstå problemer, men der har ikke været brug for hans assistance. Loa har styr på de små. Hun fik et tilskud af kalk i går, så ikke hun skulle mangle, når der skal produceres en masse mælk. Hun er næsten ikke til at lokke ud af kassen, og når hun har klaret det nødvendige udenfor, skynder hun sig ind og lægger sig hos de små igen. Hun er en dejlig mor, selvom hendes ammepositur er noget besynderlig ind i mellem!

 

Her et billede af de små i den hyggelige klump:

 

05.04.2012 - Endelig kom de små!

Så kom de små til verden. Loas første termin var sat til d. 8. april, men som tiden nærmerede sig og hun blev stor som et hus, blev den rykket frem til den 6./7. april og de små kunne altså ikke vente så længe, så de sprang ud i livet i dag. Fødslen gik godt, og Loa brugte ikke lang tid på pauser. Den 1. tæve blev leveret omkring kl. 11.00 og den sidste tæve lukkede ballet omkring kl 17.00. Nu er der stille i fødekassen og mor og børn har det godt. En dejlig start på påsken. Der er stadig hvalpe til salg i kuldet, så kontakt os gerne hvis du ønsker at høre mere. Her er et billede af mor og børn. God Påske til alle!

 

 

28.03.2012 - Alt går som det skal.

Et tjek hos dyrlægen i dag viste, at den unge dame har taget noget der ligner 7 kg på siden sidste vejning (dag 28 siden 1. parring). Dyrlægen spår mange hvalpe, og konstaterede desuden at Loa's vægtforøgelse ikke er overvægt, men "små" liv der vokser.Alt går som det skal så nu er det bare at vente...

27.03.2012 - Meget drægtige Loa

Lille Loa er meget, meget drægtig. Her er hun i sit fuldeste flor på gårdspladsen i den dejlige forårssol. Der er ikke længe til at de små kommer, og i morgen er det tid til et tjek hos dyrlægen, for nu at være sikker på at alt går som det skal. Jeg er spændt på hvad hun vejer... Onde tunger har sammenlignet hende med et kaffebord, men ingen stråler vel smukkere end en drægtig hundemor?? Så onde tunger kan flette næbbet kan de! Dejlige tøs, med det spændte maveskind. De er nok klar til brugsprøven, når de endelig smutter ud, de kære små liv.

 

Dejligste Loa i solen.