Hunde vi mindes

Om de hunde vi har kendt, elsket og mistet i tidens løb. Linjerne er repræsenteret i de hunde vi har hos os i dag, og det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan ting fra fortiden dukker op og blander sig med nye påhit.

 

Birkebo Dinan Loa - *Loa*

~ 19. april 2008 - 22. maj 2021 ~

 (Velvet Hunters Tumbling Dice - Allbright's No Matter What)

 

Loa 2 år

 

Loa 9 år gammel - en stille stund i solen.

 

 Loa med sine "Kække" små fra 2012.

 

Da foråret var på sit højeste, takkede min trofaste følgesvend og lærermester af. Vi sagde farvel til Loa på en lun morgen i maj, og verden blev en lille smule fattigere herhjemme. Loa startede sit liv i Sverige og var med på mange rejser på kryds og tværs af den dansk-svenske grænse, inden vi slog rødder i Helsinge i 2011. Det var en turbulent tid, med mange skift og mange nye miljøer man skulle blive bekendt med. Gennem alt var hun et studie i ro og havde en yderst pragmatisk tilgang til livet. Mange kender flatcoaten som en meget livlig hund med hang til frihjul og kilometer i benene, men ikke min Loa. Hun levede livet i en konstant tilstand af balance, og selv da vi fik den skøre idé at anskaffe os en terrier i husholdet, påtog hun sig opgaven med at give den lille ny en masse tryghed, tydelige rammer og kærlighed i sit nye hjem. 11 år gammel, var det da lige en opgave for hende, mente hun. Tålmodig og venlig som få, det var hendes varemærke. En kærlig mor for sine hvalpe, tålmodig opdrager og en klippe for alle de hunde hun boede sammen med. En stille eksistens, med en stor værdi for alle os der kendte og elskede hende.

Hun lærte os at opdræt handler om meget andet end meritter og målbare værdier. Hun lærte os at værdien hos en god avlstæve ikke primært ligger i hvad hun selv er, men hvad hun giver videre. Hun bidrog til de næste generationer både hos os og hos de af vores hvalpekøbere som er gået videre på hendes afkom, i deres avlsarbejde. Det er spændende at følge udviklingen hos hendes børn/børnebørn og de generationer der følger efter. 

Loa og jeg opnåede ikke store, flotte resultater på markprøve. Det var ikke på grundlag af hendes meritter at vi valgte at hun skulle have hvalpe, men mest af alt i forventning om det hun kunne bidrage med til næste generation. Vi blev ikke skuffede. Tværtimod viste det sig at hun gav alt det videre som vi ikke opnåede sammen, i de tre kuld hun fik. Vi afkomsbeskrev alle hendes kuld, efter svensk model, og det var meget tydeligt at hendes hvalpe alle havde fået de egenskaber med i posen, der kendetegner en god retriever. God jagtlyst, god vandpassion, og god markeringsevne, blot for at nævne noget af det vi så hos hendes hvalpe.

Når jeg tænker tilbage på livet med Loa, så tænker jeg på kærlighed og rummelighed. Hunden på fødderne under skrivebordet, eller ved siden af mig i sofaen, eller skyggen der gled afsted når der skulle hentes fugle på jagt. En kær og elsket ven, der altid fulgte mig hvor jeg end befandt mig i livet. Savnet er ikke blevet mindre, men jeg er meget taknemmelig for alt det hun lærte mig, og jeg sender hende med jævne mellemrum en kærlig tanke, når jeg ser hendes børn og børnebørn folde sig ud.

Loa - Tak for alt det du lærte mig. Jeg savner dig.

 

Meriter:

Markprøve B: 1 pr. begynderklasse, 3. præmie Åben klasse

Udstilling: flere Excellent m CK

Sundhed:

HD:A, PennHip: 0.34/0.34, AD:0, Øjenlyst jan 2012: Fri for arvelige lidelser.

 

Loa er mor til det "Kække" kuld fra 2012, det "Listige" kuld fra 2013 samt det "Mageløse" kuld fra 2015.

 

Stamtavle:

LUCH Velvet Hunters Tumbling Dice NLCH LUCH DEVDHCH Unique Van Het Bevershof Branchalwood Isle of Barra
Natthalie Het Hulterhof
LUCH Biba Emanon Decoy
Purdey v. Saskera
Allbright's No Matter What DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee Tarncourt Little Juniper
Soffy
Huntlover's Bright Beauti DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarchlas
DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur

 

 

Loa 13 mdr gammel. Foto: Karen Lisager.

 

 

Durin's Alfa Jeddi - *Jeddi*

~ 28. oktober 2011 - 3. oktober 2019 ~

 (Birkebo Dinan Kenzo - Durin's Alfa Hella)

 

 

"Ro på post"

Jeddi - Træningstræf på Kildevej 2015

 

Jeddi i sit rette element - Newton Abbot 2015

1.pr i begynder klasse og bedste hund - Daverød Dam.

 

3WT i begynderklasse - Læsø 2013

 

Vandpassion så det stod ud af alle knaphuller.

 

En positiv fyr, der går til livet med en stor portion nysgerrighed og en ukuelig optimisme. Hans stærkeste kort er hans vildfindende egenskaber og hans ro på post. En dygtig markør med et stort løbepensum.

Meriter:

 

Markprøve A: 1 pr. åben klasse.

Markprøve B: 1. pr. begynderklasse (bedste hund), 2x 1. pr åben klasse.

Workingtest: 2 x WT3 begynderklasse, WT3 og WT2 i åben klasse. WT5 i vinderklasse.

Udstilling: Excellent, 1v Juniorklasse m. CK, Excellent 2.v brugsklasse.

Bestået brugsprøve

 

Sundhed: HD: A, AA: 0.

Øjenlysninger:

10.9.2013: Intet påvist, fri for arvelige øjenlidelser

29.1.2016: Intet påvist, fri for arvelige øjenlidelser

16.2.2017 - Intet påvist, fri for arvelige øjenlidelser.

 

 

 

Stamtavle:

 

Birkebo Dinan Kenzo LUCH Velvet Hunters Tumbling Dice NLCH LUCH DEVDHCH Unique Van Het Bevershof
LUCH Biba
Allbright's No Matter What DKCH Birkebo Dusoff Dundee
Huntlover's Bright Beauti
Durin's Alfa Hella Magnum Jiggers Tarka De'nicky
Jiggers Tewa
Durin's Beto Gante Durin's Beta Elgar
Durin's Beto Fimpe

 

 

 

Durin's H.M. Ivan - *Ivan*

~ 28. august 2005 - 6. december 2017 ~

 (Bjugel's Djulpisker Mickey - Durin's Alfa Hella)

 

Ivan 7 år gammel - Fokus på det der er vigtigt.

 

Ivan på udstilling i Næstved.

 

Meriter:

Markprøve B: 1. pr. beg kl, 1. pr åben kl

Markprøve A: 1. præmie åben kl.

Udstilling: Excellent, 3v. åben klasse.

 

 

Sundhed: HD:A, AA:0

 

Ivans stamtavle:

Bjugel's Djuelpisker Mickey Flat Trial Wenja Far's Pisker Friia Agnar Jack
Blackspeed Wendy
Chirley's Roce Djuel Chirlsy's Bell Esber
Chirley's Rose Breese
Durin's Alfa Hella Magnum Jigger's Tarka De'Nicky
Jiggers Tewa
Durin's Beto Gante Durin's Beta Elgar
Durin's Beto Fimpe

 

 

 

Durin's Alfa Hella - *Hella*

~ 23.11.2003 - 29.marts 1016 ~

(Magnum - Durin's Beto Gante)

Hella 12 år.

 

Hella 9 år gammel - En dame i fin form.

 

Hella med sine hvalpe fra 2011

 

 

Hella på skue i maj 2012

 

 Bedste hund åben klasse 25.08.2012

Meriter:

Markprøve B: 1.pr begkl. 1. pr Åben

Markprøve A: 3. pr. åben

Udstilling: Excellent Brkl.

 

Sundhed:

HD: A, AA:0, Øjenlyst  dec 2010: Fri for arvelige lidelser.

 

 

Hellas stamtavle:

Magnum Jigger's Tarka De'Nicky DKBRCH DKCH Waitforme
DKBRCH Jigger's Tarka Cheata
Jiggers Tewa Tarncourt Little Juniper
Hovhill's Så Här Ska Det Va
Durin's Beto Gante Durin's Beta Elgar DKBRCH DKCH Waitforme
Foldager's Alfa Purpose
Durin's Beto Fimpe Tarncourt Little Juniper
Foldager's Alfa Purpose

 

 

 

 

Allbright's Sign of Four - *Soya*

~ 27.05.2002 - 13.09.2011 ~

(Tunnelwood Flamboyant - Huntlover's Bright Beauti)


Soya - Maj 2008

Det var meget tungt at skulle sige farvel til endnu en gammel ven. Den 13. september 2011 et punktum for et liv i selskab med en meget charmerende tøs, der har fulgt mig gennem min omflakkende tilværelse de sidste 9 år. Sødeste, rareste Soya sov stille og roligt ind, på dyrlægens bord. Røntgenbillederne viste med al tydelighed, at årsagen til hendes halthed var det, jeg havde frygtet mest, nemlig en knogletumor, og jeg valgte at gøre min bedste ven, gennem mange år, den sidste tjeneste. Jeg tog imod hende, da hun kom, og sagde farvel til hende, da hendes tid hos mig var til ende. Hun var en ganske særlig hund med en stor personlighed. Hendes sidste bedrift, inden vi kørte til dyrlægen, var at jage fritløbende kaniner på tre ben. Viljestærk og ukuelig optimist til det sidste.

Mange gode minder trænger sig på når jeg tænker på livet med Soya. Som da hun mente at en sprællevende elgko vel ikke var for stor at hente til sin mor, og satte efter både ko og kalv ind i skoven i Fengersfors. Eller da hun fandt en kastestang fra et rådyr, og naturligvis kom spurtende hjem for at aflevere til mig. Eller da hun heller ikke mente at en flok på ca 12 vildsvin var for stor en mundfuld, og jagtede dem udover marken en kold og mørk martsmorgen i Skåne. Hendes første dag tilbage på Sjælland var heller ikke uden ofre... En af de fritløbende kaniner måtte lade livet og døde af skræk, efter en vild jagt, hvor Soya ikke gav sig en tøddel. Kaniner skulle naturligvis hentes og bringes...

På Præstø gjorde hun sig også bemærket, selvom hun hvad narrestreger angik, stod meget i skyggen af Nanna. I stedet arbejdede hun metodisk og vedholdende, hvilket var guld værd, når de sidste fasaner skulle hentes i sivene. Det er nok svært for udenforstående at forene billedet af den ihærdige jagthund med det store mod og ukuelige optimisme, med den hyggefis, der elskede at ligge i sofaen og aldrig blev træt af kæleri og opmærksomhed. Men sådan var hun.

Kæreste dejlige Soya. Du viste mig om nogen at hjerte og mod er vigtigere end meritter og fanfarer. Savner dine kolbøtter i sofaen, din fantastiske optimisme og tjenestevillighed. Ingen opgave var dig hverken for stor eller for lille. Du var ønsket og elsket allerede inden du kom hertil og tiden med dig blev desværre alt for kort. Soya - du er savnet.

Meriter og sundhed:

HD: A, AD: 0, Øjenlysning: Distichiasis/ ikke arvelig cataract påvist, Nov 2009

Markprøve B: 2. pr Åben klasse

Udstilling: 1. pr CK 4. v Åben klasse

Soya er mor til 1 kuld på kennel Birkebo.

Soya's stamtavle:

Tunnelwood Flambouyant Leeglen Jazz Tarncourt Notable
Leeglen Midnight Lady
Trioaks Alice at Tunnelwood Tarncourt Notable
Kate of Trioaks
Huntlover's Bright Beauti DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarchlas GBCH Exclyst Viking
Lacetrom Bunnahabhain
DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur Tarncourt Little Juniper
Durin's Alfa Chili

 

 

 

Allbright's No Matter What - *Nanna*

~ 09.05.2001 - 23.07.2011 ~

(DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee - Huntlover's Bright Beauti)


Trippelarrangement, skue - BIR BIS2 - Nanna 10 år.

 

I løbet af sine 10 år gjorde hun sig bemærket og efterlod et eller andet mærke i de flestes bevidsthed. Som da hun gik totalt af hånd til Flatmesterskabet i Skåne, og gav en strålende opvisning i hvordan man tydeligst ignorere indtil flere kommandoer og tager sagerne i egen hånd. Dette til stor fornøjelse for publikum, dommer og hjælpere, mens undertegnede var mange uger om at kunne se komikken i det stunt. Eller da hun på Bornholm under en dirigering i samme stil blæste på alt hvad der hed anvisninger og ophidsede korrektioner, hvorefter hun på kommandoen "Nanna, Kom her!!" vendte på hælen, løb stikmodsat 5 meter, hentede fuglen og bragte den hjem i fin stil... Dommeren bemærkede at han MÅSKE havde købt den som en dirigering hvis jeg havde sagt "Ud" i stedet... Eller hendes til dato mest bemærkelsesværdige knaldapport en frostklar morgen
med skytter, klappere og øvrigt hundefolk på plads; en fugl, et skud og så "NAAAAANAAAAAAA!!!!!!!" Kan ikke huske alle skældsordene, ederne og forbandelserne, men kan godt huske de blikke jeg fik af det øvrige apportørhold...

Så kunne hun jo også så meget andet. Hun forstod at følge en fært op, hun var så utrolig systematisk og metodisk i et frit søg, med eller uden makker. Hun var den sidste der gav sig og hun krydsede glad og gerne hegn, skovbryn, strandenge og sivskove for at hente en løber... Hun kunne "ting". Hun kunne lukke døre op og finde huller i selv den fineste hundegård. Jotak, min elskede Nannahund. En akut mavevending satte en brat stopper for et ellers velfortjent otium. En enkelt beslutning, og den eneste rigtige.

 

Fjellerup Strand - Nanna 8 år gammel

 

 

Kære Nanna. Tak for alle de dejlige tåbelige ting du har fandt på gennem tiden. Jeg bakkede ikke altid entusiastisk op om alle dine kreative løsninger i diverse sammenhænge og havde som oftest "Nej-hatten" spændt solidt fast om hovedet. Men uanset hvad vi nåede eller ikke nåede på de forskellige arenaer, så var du elsket og afholdt fra den dag du kom til den dag vi sagde farvel - No Matter What.

 

Meriter:

Markprøve: 1.pr åben B, 2. pr Åben A

Udstilling: Excellent m CK, 3 v brugs klasse, 2. v veteran klasse.

Sundhed: HD:A, AD:0, Øjenlysning: intet påvist dec. 2007.

Nanna er mor til 3 kuld. 1 i Sverige (på Kennel Flatterhaft) og 2 i Danmark (På kennel Birkebo). I kennelen har vi Birkebo Dinan Loa, fra hendes sidste kuld i 2008.

 

Nanna's stamtavle?

DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee Tarncourt Little Juniper Wemdom Bright Bond of Tarncourt
Littlethorpe Dill of Tarncourt
Soffy Palgrave Oby
Sikka
Huntlover's Bright Beauti DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarchlas GBCH Exclyst Viking
Lacetrom Bunnahabhain
DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur Tarncourt Little Juniper
Durin's Alfa Chili

 

 

Allbright's Out of Sight - *Topper* 

~ 15.11.1998 - 17.08.2009 ~

(DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee - Huntlover's Bright Beauti)


 Topper - Sommeren 2006

 

Hvordan beskriver man sin mest trofaste følgesvend? Og hvordan får man sat ord på alle de dejlige oplevelser som livet med en hund af hans kaliber kan give en? Jeg yder ham næppe retfærdighed, og ønsker på ingen måde at sætte ham op på et piedestal. Han var på mange måder en helt almindelig flat, med et lyst og venligt sind, altid godt humør og en udpræget lyst til at samarbejde. For mig var han bare så meget mere. Han bjergtog de fleste med sin ukuelige optimisme og sit oprigtigt glade væsen. Han havde et ualmindeligt kønt og velskåret hoved, som han forstod at bruge til sin fordel. Han er derfor den eneste hund jeg ikke kunne give en skideballe uden at grine. En charmør af format. Han var hvalpen jeg ikke skulle ha' for jeg havde nok at se til med studier og to voksne hunde på det tidspunkt, men da min dejlige Sota fik sit første kuld med 4 hanner og 5 tæver, stod det hurtigt klart at han absolut ikke skulle nogen steder. Han og jeg var på bølgelængde fra den dag han kom til den dag vi sagde farvel. Hverken dengang eller nu har nogen af mine andre hunde været så gode til at aflæse mine signaler, og det gjorde det utroligt nemt at træne med ham. De fejl jeg lavede med ham, måtte vi naturligvis bruge tid på at rette, men han stillede villigt op til alt jeg hittede på og gjorde sit bedste for at opfylde mine instruktioner. En kanon apportør og en særdeles behagelig hanhund på alle måder. En rigtig gentleman når der kom tæver på besøg, og en hund med styrke til at undgå klammeri og ballade med andre hunde uanset køn. Han gik til alt i livet med en positiv attitude, hvilket smittede af på måden han arbejdede på og på de fleste i hans omgivelser.

 

 

Topper - efterår 2003

De fine resultater vi har opnået sammen fortæller ikke meget om, hvilken hund han var, men de fortæller, hvor sjovt det var at tage afsted med ham. At stå med ham i en meget ung alder i vinderklasse på min første A-prøve nogensinde på Faurskov, og se ham i konkurrence med nogen af den tids bedste flatcoats, var noget af det vildeste jeg har prøvet. For der var ikke så langt derop og det gav mig mod på at arbejde videre. Vi kom ikke til finalen, for en knaldapport på sidste såt inden finalehundene blev udtaget satte en stopper for det, men jeg var stolt af at stå der i det fine selskab, med min egen Topper. Min helt egen Topper, som jeg selv havde lavet, og valgt og trænet og ført. Ja, jeg var naturligvis aldrig nået dertil, hvis ikke et helt hold af gode venner havde hjulpet mig på vej (og jeg har aldrig glemt jer for al den hjælp). Men det var ganske specielt og helt særligt. Siden stod vi på flere vinderklasser i både Danmark Sverige og Norge, og opnåede også præmieringer på flere af dem. Sammen nåede vi så langt vi kunne med temmelig sparsom træning. Talentet måtte bære det meste.

Topper var på mange måder min første hund med mange ting. Den første hund jeg kom i vinderklasse med, den første hund jeg vandt skuer med, den første hvalp jeg selv havde lavet. Han blev på mange måder starten på mit liv med opdræt, prøver, udstilling og jagt. Han blev udstillet en del i sit liv, i hele Norden, og hans absolut største resultat opnåede vi på en SKK udstilling i Stenungsund. Min dejlige Topper vandt den dag hele møget og rendte med både Cert CACIB og BIR. Han slog 2 champions, heraf en senere verdensvinder og meget vindende hanhund. Jeg tror nok de fleste tilskuere mente at dommeren måtte være både døv og blind, men ligefuldt så var det mig og min elskede Topper der stod øverst på skamlen den dag. Hvor var det skønt at kunne dele sådan en oplevelse med gode venner, der af hjertet kunne glædes med mig. Tak til Monica og Kirsten, som var med på dagen og til Anette for de mange hjertlige gratulationer der fulgte. Det er nu mange år siden, men jeg husker det hele som var det i går.

Et særligt kært minde, er da Topper plukkede en trippelmarkering uden hjælp som den eneste hund i vinderklasse i et stærkt felt på Bornholm. Desværre havde jeg glemt min fløjte, så da dirigeringsøvelsen skulle klares, rakte lånefløjten ikke og stakkels Topper blev snotforvirret og anede ikke hvad jeg ville. Mange gange har jeg korset mig over min egen dumhed, men her var det et tydeligt bevis på at Toppers største begrænsning lå hos mig. Det var dog aldrig noget han lod mig mærke. Han var en god og kærlig hund, med et lyst sind og masser af glæde til hele verden. Jeg under alle at opleve at leve med en hund som ham.

Kæreste Topper, tak for al den glæde og de smil du gav mig. Selv da canceren satte en stopper for dit otium, var du positiv og stærk til det sidste. Det var en udsøgt fornøjelse at følges med dig, den tid du var min. Out of Sight - Never out of mind.

Sundhed:

HD:A, PennHip: 0.26/0.26, AD:0, Øjenlyst 2007, intet påvist.

Meriter:

Markprøve: 1. pr Åben klasse A & B (2 xBedste hund), 3 x pr eliteklasse i både Sverige og Norge (3. bedste hund på en prøve i Norge).

Udstilling: Flere CK, 1.v jaktklasse, CK, cert BHK1, CACIB, BIR (SKK udstilling)

Topper blev far til 4 kuld. 2 i Danmark (1 hos kennel Munkhaven), 1 i Sverige (hos kennel Atomos) og 1 i Norge (hos kennel Fjelltjønna).

 

Toppers stamtavle:

DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee Tarncourt Little Juniper Wemdom Bright Bond of Tarncourt
Littlethorpe Dill of Tarncourt
Soffy Palgrave Oby
Sikka
Huntlover's Bright Beauti DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarchlas GBCH Exclyst Viking
Lacetrom Bunnahabhain
DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur Tarncourt Little Juniper
Durin's Alfa Chili

 

 

Huntlover's Bright Beauti - *Sota*

~ 18.05.1995 - 10.11.2005 ~

(DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarclas - DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur)

Før der var noget der hed kennel, var der en pige der gerne ville have en flat, for hun skulle løbe agility. Pigen læste jura, men mente helt bestemt at livet uden hund var alt for kedeligt og noget skulle ske. Der blev spinket og sparet og der blev pløjet aviser for annoncer med flatcoated retrievere. Oppe i nordjylland var et nyt kuld hvalpe blevet født på kennel Huntlover's og minsandten om ikke der var en lille hvalp til mig også. Opdrætteren var vist ikke helt stolt ved at sende den lille hvalp ud i verden, sammen med en studerende, ud til et liv på kollegie, men det skulle vise sig at al bekymring var unødvendig.

Sota levede et liv rigt på oplevelser fra dag 1 hos mig. Nå ja, hun var ikke ligefrem en præmiesluger, men hun boede på kollegie de første 3 år af sit liv og prøvede alt muligt i den tid. Der blev kørt med tog, løbet agility og andet godt i en lind strøm. Hun boede sammen med mig og 11 andre studerende, og lærte at der ikke måtte tigges ved bordet. De lærte så tilgengæld, at der ikke måtte fodres ved bordet. Hun lærte at stjæle småkager, når de stakkels øvrige studerende glemte hvad der var "hundehøjde" og hun lærte at komme med sin vandskål, når hun var tørstig. Hun kunne sove i sofa og i seng ret hurtigt, men som den eneste af mine hunde der fik det privilegie, så lærte hun at "spørge først". Hun var min indgangsbillet til Dansk Retriever Klub og her mødte vi mange dejlige mennesker der hjalp os videre i systemet. Jeg fik en gang at vide af en instruktør at min hund var for artig, og det tror jeg aldrig nogen har sagt om nogen af mine andre hunde. Hun havde en god mentalitet og kunne tackle stres og fremmede situaioner på en et fantastisk rolig facon. Hun blev aldrig nogen "prøvehund" men trods mine nybegyndermangler og alle de fejl jeg lavede med hende, så nåede hun alligevel til post 5, det år hun kunne deltage på unghundemesterskabet.

Hun havde så mange gode egenskaber, at jeg kastede mig ud i at starte et (lille) opdræt i 1995 under kennel navnet "Allbright's". Hun blev mor til 3 kuld hvalpe og alle hvalpene som jeg selv beholdt (1 fra hvert kuld) fik mindst en 2. pr i åben klasse på  markprøve og CK på udstilling. Livet kastede mig i en anden retning, hvor der ikke var plads til meget opdræt, men grunden blev lagt med hende, og linjen lever videre i dag, med gode repræsentanter for racen blandt hendes børnebørn, oldebørn og med tiden tipoldebørn. I dag er jeg glad for, at jeg turde tage springet og starte som opdrætter. Jeg ser træk af Sota i de hunde jeg har i dag, hvilket både er et gensyn med en gammel ven, og et tegn på at det er træk jeg har formået at bibeholde i racen.

Kæreste Sota. I dag ser jeg ikke alt det du ikke var, men derimod resultatet af alle de gode ting du gav videre. Tak min ven...

 


 Sota, 5 år gammel - 2000

 Sota, 18 mdr gammel - 1996. Scannet papirfoto.

 

Markprøve: 2. pr åben klasse markprøve B

Udstilling: 1 pr m CK, flere 1.v Seniorklasse m CK, Racens Bedste Senior på racearrangement.

Sundhed: HD: B, PennHipp: 0.16/0.34, AA:0.

Sotas stamtavle:

DKCH KBHV91 Lacetrom Glenfarchlas GBCH Exclyst Viking GBCH EICH Shargleam Blackcap
Exclyst Sequin
Lacetrom Bunnahabhain GBCH Exclyst Bernhard
Meolswood Bell of Lacetrom
DKCH INTCH DCHVDH Durin's Tarka Ainur Tarncourt Little Juniper Wemdom Bright Bond of Tarncourt
Littlethorpe Dill of Tarncourt
Durin's Alfa Chili Jigger's Tarka Dirty Pedder
Jigger's Tarka Durin

 

 

Randis flok i 2003 - Sota, Soya, Topper, Ida og Nanna