Formålet med vores opdræt

En Race - Et Formål.

 

En flatcoat har et formål. Racen blev skabt, da skytterne manglede en god og effektiv apportør, der kunne hente de fugle på jagt, som de ikke selv kunne finde. Hundenes mentalitet, brugsegenskaber og eksteriør er udviklet med dette ene formål for øje, og det er det formål vi ønsker at værne om og bygge videre på i vores opdræt.

 

Snedinge 2021 - Majsremisen - Dunja 9 år

 

 

Formålet med en flatcoat er at den skal være en god apportør. I vores opdræt lægger vi vægt på at hunden har en stabil mentalitet. Den skal kunne holde hovedet koldt når det går hedt til på en jagt, og samtidig skal den kunne slappe af på de tidspunkter af jagtdagen, hvor man blot venter. En god "af og på"-knap har en høj prioritet her hos os. En god apportør skal holde fokus på sin opgave, selvom der sker flere ting omkring den. En god apportør skal være social og kunne omgås både kendte og fremmede, - mennesker såvel som hunde. En god apportør skal være dresserbar, dvs.lærevillig og have stor lyst til at behage. Alt sammen egenskaber, der også er værdifulde for den gode familiehund.

 

 

Maristow - Tors - Kolla 3 år

 

 

Den gode apportør er fra naturens hånd er udstyret med en god næse og gode vildtfindende egenskaber, derfor har disse egenskaber naturligvis også en høj prioritet i vores avlsarbejde. Den gode apportør er vedholdende og ihærdig i sit arbejde, og så er den god til at finde alternative løsninger. Charme og personlighed er for os en flatcoats adelsmærke, og vi ville ikke være foruden.

 

BIR BIS2 - Skue - Astrup 2011 - Nanna 10 år.

 

 

I kennel Durin's bruger vi ikke begrebet "Dual purpose" - af den enkle årsag at det er et helt overflødigt begreb. En jagthund skal være sundt konstrueret for at kunne tåle de hårde belastninger på skelettet, som arbejdet på jagt medfører. En sundt konstrueret flatcoat er en smuk flatcoat, derfor er der ingen grund til at kalde hunden andet end det den er: en flatcoat. Betegnelsen er smuk i sin enkelthed. Den behøver ingen pynt.

 

Maristow - Laws - Dunja 5 år gammel.

Filosofien i kennel Durin's er hverken magisk eller enestående. Det handler i bund og grund om solidt håndværk. Når vi træffer vores valg af hunde til avl og avlspartnere er det udelukkende en god apportør som er målet. Ved at fokusere på egenskaber, mentalitet og konstruktion, fremfor et primært fokus på meritter, mener vi, at vi skaber de bedste forudsætninger for at bevare de egenskaber hos hundene, der gør dem i stand til at opfylde deres formål som apportører.

De egenskaber hos hunden som jægeren nyder godt af, vil også være til gavn for den hundeejer, der har andre interesser end jagt. Det kan være sportræning, lydighed, agility og andet. 

At hundene elsker at hente og bringe alverdens ting i en lind strøm, ser vi kun som en bonus hverdagen med en flatcoat, uanset hvad man bruger hunden til.

 

En race - Et formål, er vores bidrag til udviklingen af fremtidige apportører.